Energimissionen – Broen til en fossilfri fremtid
Gør dine elever til fremtidens energistrateger i ” Energimissionen – Broen til en fossilfri fremtid”
Casedetaljer
Case: Energimissionen – Broen til en fossilfri fremtid
Virksomhed: Semco Maritime
Facilitator: Verdensmålshuset Genin
Målgruppe: 7. – 10. klasse (Vi tilpasser niveauet og fagligheden til jeres årgang)
Sted: Forløbet kan foregå hos os, på skolen eller som en kombination.
Om casen
Esbjerg er Danmarks energihovedstad, og Semco Maritime sikrer driften af de anlæg, der holder gang i samfundet – fra olie- og gasplatforme til transformerstationer for havvind.
Men vi står midt i en historisk omstilling. Hvordan sikrer vi, at teknikken aldrig svigter, så vi undgår blackouts og prischok i en uforudsigelig verden? Og hvordan transformerer vi et helt samfund til at blive klimaneutralt i 2050 uden at miste forsyningssikkerheden undervejs? Hvordan bygger vi broen til en fossilfri fremtid?
Opgaven
I denne case får eleverne en introduktion til energiens verden og den grønne omstilling. Efter egen baggrundsresearch træder eleverne ind i rollerne som fremtidens energistrateger hvor de skal designe broen mod et fossilfrit Esbjerg 2050 ved at dykke ned i energiens svære dilemmaer. De skal afveje forskellige energikilder og forhandle, argumentere og forsvare deres strategiske valg ud fra forskellige samfundsvinkler.
Med udgangspunkt i Verdensmål 7 (Bæredygtig energi) skal eleverne:
Navigere i dilemmaer: Mærke det svære valg mellem grøn omstilling og forsyningssikkerhed (hvad gør vi f.eks., når vinden ikke blæser?).
Se sagen fra flere sider: Indtage forskellige roller og forhandle sig frem til et fælles kompromis, der både er grønt og sikkert– fra den bekymrede borger, til klimaaktivisten, til borgmesteren og til den visionære direktør i branchen.
Formidle og argumentere: Styrke deres kommunikation og kritiske tænkning for at lande et fælles, holdbart kompromis. Som afslutning på arbejdet fremstiller eleverne en ”pitch-planche" der fungerer som en kampagne eller pressemeddelelse fra "Esbjergs Energiråd", hvor de præsenterer deres fængende overskrift for fremtidens Esbjerg og de forskellige rollers fælles vision.
Sådan fungerer dagen Eleverne arbejder ud fra Genins case-model (Udfordring → Idéudvikling → Pitch):
Intro & viden: Introduktion til casen og udfordringen
Arbejde: Eleverne arbejder gruppevis med udfordringen og udvikler deres løsning.
Pitch: Grupperne præsenterer deres idéer.
Praktisk info
Pris: Forløbet er gratis.
Medbring: Computer og madpakker.
Kontakt: Kontakt os for at høre mere eller for at booke casen.