Innovationsværkstedet – I en pioners fodspor
Kan din klasse opfinde fremtidens Esbjerg? Træd i pionerernes fodspor og skab nye løsninger til havet og havnen!
Om casen
Esbjerg er bl.a. formet af pionerer som Claus og Tage Sørensen, der så muligheder frem for begrænsninger. Men verdem forandrer sig hurtigt. Esbjerg Havn er i sig selv det perfekte bevis på omstillingsparathed – fra landbrugseksport og fiskeri til olie, gas og i dag grøn vindenergi. De løsninger, der virkede i går, er simpelthen ikke nok i morgen.
I denne case skal dine elever tage ved lære af fortiden for at skabe fremtiden. Vi inviterer dem til et intensivt "Innovations-sprint", hvor de med pionerernes mindset skal udvikle helt nye løsninger på nutidens udfordringer for havet og havnen.
Der kan arbejdes med disse 3 spor
Stop spildet: Hvordan kan vi genbruge "havne-affald" (gamle net, plastik, reb) og designe nye, værdifulde produkter?
Fremtidens teknik: Hvordan kan vi bruge ny teknologi (robotter, droner, smarte dimser) til at løse problemer på havnen eller havet?
Livet under overfladen: Hvordan sikrer vi fremtidens mad fra havet? (F.eks. ved at genoprette naturen, opfinde skånsomt fiskeri eller dyrke nye proteinkilder som tang/muslinger).
Sådan fungerer dagen
Eleverne arbejder ud fra GenIns case-model (Udfordring → Idéudvikling → Pitch):
Intro & Viden: Introduktion til pionererne Claus og Tage Sørensen, havnens udvikling og de tre aktuelle udfordringsspor.
Arbejde: Eleverne arbejder i teams med deres valgte spor. De idéudvikler og designer deres løsning visuelt på et Pitch Board (planche).
Pitch: Grupperne har præcis 3 minutter til at præsentere deres idé og overbevise os om, at deres løsning virker.